Svampe fra svampetur i Rold Skov

Hvad må jeg samle i naturen?

Foto: RebildPorten

Ta' gerne noget af naturen med hjem, men følg reglerne når du forsyner dig i skovens skattekammer.

Statsskoven

I statsskoven må du som hovedregel indsamle overalt i skoven. Du kan kende statens skove på de røde pæle, der står ved indgangen til skoven. Naturstyrelsens logo står på pælen.

Bær og frugt må i begrænset omfang samles til privat brug.

Den vigtigste tommelfingerregel for, hvad man må samle i Naturstyrelsens skove er: Du må tage til eget brug - en posefuld - så der også er til den næste skovgæst.

De private skove 

I private skove gælder andre regler. Her må du tage det med, du kan nå fra vej og sti.

Bær og frugter

Bær og frugt må i begrænset omfang samles til privat brug overalt i statens skove og naturområder. Som tommelfingerregel må du samle så meget, at det kan være i en bærepose

Træ, grene og kviste

Du kan være heldig at finde et stykke bark eller træ, der kan bruges som bund til dekorationen. Du må gerne samle småkviste fra jorden. Man må dog ikke samle grangrene i områder, hvor der sælges pyntegrønt. Selv om grangrenene måske ligner rester uden værdi, er der mange steder, hvor pyntegrønt sælges til sankere.
Bøgetræets frugtkapsler "bogholdere" og egetræets "agernpiber" samt deres frugter må også samles når de ligger på jorden, igen i rimeligt omfang til eget brug.
Blomster og dermed vinterstandere må plukkes frit.

Kogler

Man må samle kogler på jorden, men ikke plukke af træerne. De kogler, der stadig hænger på træerne, er fulde af frø, og det kan være en handelsvare.
Fra skovene kan der samles kogler både af fyr og gran.
Hvis du lader kogler ligge varmt og tørt, åbner skællene sig og de bliver de endnu flottere. Har koglen ligget længe i skovbunden, er dette dog sket ad naturens vej.
På nogle ædelgraner kan man se store flotte kogler, der står ovenpå grenene. Men det er ikke besværet værd at plukke dem. Ædelgrankogler har den kedelige egenskab, at de falder fra hinanden skæl for skæl, når de modnes. Tilbage bliver kun en bunke løse skæl og en brun vissen pind.

Svampe

Loven giver dig ret til at indsamle svampe i begrænset omfang  til privat brug – ejeren kan give dig lov til mere. På Naturstyrelsens naturarealer må du samle de svampe og bær, du ønsker, dog højest svarende til en bærepose.

Få mange flere tips til svampejagten på Naturstyrelsens side lige her.

Mos

Lav og mos kan med fordel samles allerede fra om efteråret. Det holder sig fint i tørret tilstand. Fra naturens hånd er de faktisk beregnet på at tørre ud og overleve udtørringen for så at vokse videre, når der igen kommer regn.

 

Kilde: Naturstyrelsen

Share your wonders:

RebildPorten © 2024
Deutsch